Er din virksomhed allerede kunde, men har du brug for login rettigheder, kan du få dem her.
Er du ikke kunde hos Royal Unibrew, men ønsker at starte et samarbejde, kan du udfylde vores formular her.
En Stout øl er en mørk, fyldig øltype, der er kendt for sin dybe, ristede smag. Den har sine rødder i England og er blevet populær over hele verden. Stout øl er kendetegnet ved dens mørke farve, som opnås ved brug af ristede byg eller malt, hvilket også bidrager til dets karakteristiske smagsprofil.
Stouts har en bred vifte af smagsnuancer, der ofte inkluderer noter af chokolade, kaffe, karamel og lakrids. De kan variere i sødme, fra tørre stouts til sødere varianter. Alkoholprocenten i stouts kan også variere, fra lette stouts til kraftige og alkoholrige imperial stouts.
Historisk set blev "stout" brugt til at beskrive en stærk øl, uanset farve. Over tid er betegnelsen dog blevet mere specifikt forbundet med mørke øl.
I ølverdenen er der ofte debat om lighederne og forskellene mellem Porter og Stout, men selvom de på mange måder kan minde om hinanden er der stadig markante nuancer der skiller dem ad.
Historisk set var Porter en selvstændig øltype fra starten og Stout var kendt som en stærkere variant, men udviklede sig sidenhen til sin egen øltype.
Både Porter og Stout er kendt for deres dybe og komplekse smagsnoter. Porter er ofte karakteriseret ved en fremtrædende maltprofil der kan tilføje nødde- eller chokoladeagtige nuancer, mens Stout generelt har en mere udtalt ristet kvalitet, som kan minde om smagen af kaffe eller brændt malt.
Stout er ofte brygget med umaltet, ristet byg hvilket er med til at skabe dens karakteristiske ristede smag. I modsætning til Porter der typisk anvender maltet byg, hvilket giver en mildere og mere afrundet smagsprofil.
Første gang man stiftede bekendtskab med ordet “Stout” var helt tilbage i vikingetiden. Da vikingerne erobrede dele af England endte de med at få en indflydelse på det engelske sprog. Herunder var det ordet stout, som oprindeligt betød stolt og ikke stærk, men i 1300-tallet ændrede englænderne betydningen for ordet og det blev i stedet til stærk.
I 1677 stifter man i ølverdenen første gang bekendtskab med øltypen Stout. Her dækkede den over generelt stærke øl og var på det tidspunkt ikke en selvstændig øltype.
Da englænderne for alvor begyndte at producere Porter øl, fik de portere med høj alkoholprocent med navnet: Stout Porters, en stærk porter.
Som det også bliver beskrevet i afsnittet om porteren, var denne øltype utrolig populær som eksportvare og var den første masseproducerede øl i verden. Men da Napoleon kom til magten i 1799 og startede Napoleonskrigene stoppede eksporten til de skandinavien og lande omkring østersøen. Danmark var dengang i alliance med Frankrig og var indehaver af en af verdens største flåder. England frygtede naturligvis et angreb og slog til først i det slag man kender som “Slaget på reden”
Udover alliancen med Frankrig var Danmark også i alliance med Rusland og efter angrebet var England pludselig også i krig med Rusland.
Da krigen sluttede i 1815 med “Slaget ved Waterloo” var forholdet mellem England og Rusland stadig intenst og i under krigen var Rusland selv begyndt at producere porter øl. Det var et problem for England der gerne vil eksportere deres øl til Rusland. I 1820 fik det engelske brygger Barclay Perkins den gode ide, at sende et skib til Rusland fyldt med deres nyeste øl. De kaldte øllet "Russian Imperial Stout” som var en hyldest til den russiske zar.
Det blev taget godt imod og fra den dag blev “Stouten” en selvstændig øltype. Efterfølgende begyndte man også at kategorisere deres mørke øl efter hvor stærke og lette de er. Kategorierne er: Porter, Stout, Imperial Stout og Russian Imperial Stout hvor Porter er lettest og Russian Imperial Stout er stærkest.
Hvis vi tager udgangspunkt i det årstal, hvor stout bliver anerkendt som en selvstændig øltype, er det umiddelbart samme år den ser dagens lys i Danmark.
Det vurderes at det øl man drak i gamle dage, som blev brygget på lokale gårde har været meget mørkt og derfor har kunnet minde om en stout. Øllet dengang drak man mere af nød end lyst, da vandet ikke var så rent som det er i dag.
Samtidig måtte øllet gerne ligge lidt tungt i maven, da det nogle gange også var adgang til næringsstoffer.
Alt dette passer også godt på en stout.
En stout øl kan for mange være en fyldig mundfuld og kan virke som et måltid i sig selv. Derfor kan den også med sin dybe og kraftfulde smagsprofil, komplementere tunge retter som simreretter og grillet kød.
Nogle varianter af Stout har noter af chokolade, kaffe eller lakrids, hvilket gør dem ideelle til desserter som chokolademousse, brownies el. lign. Derudover vil den også fungere til ostebordet og specielt en kraftig blåskimmeloste.
Hør Anders Kissmeyer fortælle mere om, hvilket mad der passer til en Stout øl i videoen ved siden af.
Læs mere om Porter øl her og se vores guide til det rigtige valg af øl her.
